torsdag den 31. maj 2012

Slut prut

med rækkehuset!
Vi har fået det synet idag, og vi slap med nogle småting, så forhåbentlig er der lidt indskud retur til os.

Det er en befrielse at være af med det, og kun skulle koncentrere os om lejligheden. Pyha, det har været en hård flytning, både psykisk og fysisk.

Da jeg sad i lejligheden forleden dag med altandøren åben, kunne jeg høre s-toget.
Det gav mig pludselig en varm og rigtig rar følelse indeni.
Jeg er født i et hus med kystbanen for enden af haven, og vi boede senere i et hus, hvor jeg kunne høre alle kystbane-tog køre forbi. Så det var rigtig rart at kunne høre toget igen.


Mens jeg ventede på varmemesteren, var jeg ude og plukke de blomster, der var sprunget ud i haven..

Så det bliver Dagens buket.

Lene

At være god ved mig selv

I denne uge har jeg ferie. Jeg pakker kasser ud, og rykker rundt på møblerne.

Og er god ved mig selv!!

Jeg har været til frisøren.

Jeg har været ude og spise dejlige bøffer.

Og i går fik jeg spa pedicure.

Det er skønt at forkæle sig selv. Jeg trænger til det.

Her er lidt billeder fra spa pedicuren.


Først et dejligt fodbad..undskyld at du bliver nødt til at stille din skærm på højkant.




Efter diverse creme, 2 gange massage og ordne negle, blev fødderne pakket ind. Det var ren og skær wellness, - ingen knive til behandlingen, som hos en fodterapeut. Ren velvære,....det kunne jeg godt vænne mig til!


I mens skulle jeg vælge lak...åh gisp, - bare hun havde nøjedes med at hente 2 jeg skulle vælge i mellem! Selv i ferien skulle jeg pludselig til at tænke...pyha, det var hårdt!!



Men jeg valgte en sølvfarve....wauw!!

Det er ikke sidste gang jeg får spa pedicure!! Total nydelse.

Lene


tirsdag den 29. maj 2012

Hvor er "Hjemme"?

Vi har nu en 6 meter lang gang...fyldt med flyttekasser, tørretumbler, sko, skænk mm. Det er som et slalomløb, når man skal ned til ældste sønnen for enden af gangen.

I stuen er der spisestuestolen sat oveni i hinanden, flyttekasser og ledninger.

I køkkenet er der flyttekasser både fyldte og de tømte, alt for mange olier og eddiker, krydderier mm.

Men vi har det godt og rart!

Det har fået mig til at tænke på, hvad "hjem" er?

Hvad gør, at en bolig bliver til "hjem"?

Er det nok med en seng? Eller er det billederne? Eller afdøde bedste's hvidvinsglas?

Jeg er kommet frem til, at for mig er et hjem, det sted hvor jeg har min familie.

Som Benny Andersen slutter digtet Ude eller hjemme:

"Hjemme er der hvor du er"

Lene

søndag den 27. maj 2012

Store flyttedag: blodprop og en mindre brand

Så fik vi langt om længe flyttet.
Men hold da lige op nogle gode flytte-kammerater min mand har!

Lørdag kom de kl. 9, fik morgenmad, og kørte med første flyttelæs kl 10!

Kl. 10.53 kom de tilbage efter næste (og sidste) flyttelæs.

Datteren og jeg stod klar med sandwich og øl. Det var virkelig en stor succes!
Især fadet med det overskydne bacon...det kunne spise til hvad som helst.

Så kørte datteren og jeg ned med nogle ting, som jeg har det bedst med selv at flytte...bla min farmors fine lampe fra mit krearum.

Da vi kom tilbage til rækkehuset, var de kørt afsted med sidste læs.

Og da vi så kom ned i lejligheden, manglede de kun min tørretumbler.

Kl. 14.30 gik de hjem!!

Sådan, og så nemt var den del af flytningen.


Møbler kom ud på den nemmeste måde.

Fyren i vinduet klagdede i øvrigt flere gange over at hans arm havde sovet siden fredag....om aftenen tog han på sygehuset, og det viser sig, at han havde haft en lille blodprop i hjertet!!
Men han har det godt nu.



En effektiv fyr stod i lastbilen og pakkede den meget tæt, og sikkert!


Og hele lejligheden var tæt pakket!

Vi startede med at sætte tv op på den yngstes værelse, så han var beskæftiget. Han var nemlig meget træt.

Derefter fik vi sat senge op, så vi kunne dejse om senere.

Så ud og aflevere lastbilen, og købe mad med hjem. Vi købte KFC, - det bragte jubel hos ungerne, da vi kom hjem med det.

Da det blev mørkt, hængte vi nogle lagner for vinduerne, og i soveværelset tændte vi for en lille halogen lampe, og gik ind i stuen og så Melodi Grand Prix.

Pludselig synes datteren, at der lugtede brændt!!

Så var lagnet dælme faldte ned, og havde væltet lampen ned i sengen, og lå henover lampen. Den varme halogen pære havde brændt et pænt stort hul i madressen, og lagnet glødede!!

Gud ske lov at hun opdagede!!! Det kunne have gået helt galt!

Ja, så det var noget af en dag!!

Idag har vi været i rækkehuset og fjerne skruer og fylde huller ud, tager lamper ned mm. Det har vi brugt 8 timer på. Nu har jeg betalt vores søde overforbo til at klare resten.

Så nu kan vi koncentere os om lejligheden. Det skal såment nok blive godt...småt men hyggeligt.

Jeg håber, I alle har haft nogle gode pinsedag og får en skøn dag i morgen.

Tusind tak for alle jeres kommentarer og gode tanker. Det har hjulpet mig i den her flytte-situation.

Lene

lørdag den 26. maj 2012

OMG!!!!!

Jeg troede aldrig, at jeg skulle nå her til!!!

På nær nogle få ting er alt pakket ned i kasser.

Jeg nåede igennem min to-do liste over, hvilke steder jeg skulle have sorteret og smidt ud fra. Der er røget meget ud, meget til genbrug og meget til børnehjem og familier i Rumænien.

Jeg har ikke tal på, hvor mange kasser vi nu har stående.

Vi har lejet en lastbil, og i morgen kl. 9 kommer der 6 af min mands kammerater. De plejer at kunne tage fat. De arbejder alle hårdt til dagligt, ikke kontor muskler.

Jeg tror slet ikke, at alle de her kasser og møbler kan være der nede.

Pyha, jeg er spændt.

Min mand synes, det var bedst med sandwich til frokost. Så min formiddag kommer til at gå med at smøre dem. Æggesalaten har jeg lige lavet. Rejesalaten laver jeg i morgen tidlig. Alt det andet pålæg er der styr på.
Jeg håber, det bliver en succes.

Jeg skal nok huske at tage billeder i morgen.

Lene



tirsdag den 22. maj 2012

Forlængelse

Jubii....i dag er jeg blevet tilbudt endnu et barselsvikariat i Gladsaxe kommune.

Pyha, det giver lidt ro i maven.

Så sidst i september flytter jeg til en anden gruppe....gruppen som laver løn til plejepersonalet. Faktisk er det tilbage til MIN gruppe....jeg har nemlig været i den gruppe i 13 år!

Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Det går langsomt fremad med min stemme ....meget langsomt. Lige som pakningen....vi flytter jo på lørdag. Foreløbig har jeg pakket 34 kasser...

Jeg glæder mig til at få det overstået.

Lene

mandag den 21. maj 2012

Verdens bedste brød

Lørdag aften, da jeg var gået i seng, opdagede jeg Max's "Verdens bedste brød" i min sædvanlige "godnat-læsning".

Klokken var 22.30.

Jeg lå og tænkte over opskriften....og stod op igen. 

Min mand kiggede lidt, da jeg kom ned igen, og hev mel og gær frem.

Og I løbet af 5 min havde jeg dejen i køleskabet.

Så søndag efter frokost bagte jeg brødet. Og hvilket brød...hold nu op!!

Har du ikke prøvet det, så prøv det!

Se her mit lækre brød




Kan kun anbefales

Lene

lørdag den 19. maj 2012

Dagens smukkeste buket


Min veninde er blevet gift i dag, og I skal altså bare se hendes brudebuket!


Smukkere fåes vist ikke!

Lene

onsdag den 16. maj 2012

Slemme stemme

Update:
Været hos lægen.

Ingen bakterier i blodet, ingen bakterier i halsen, podet for kighoste (det tror jeg simpelthen ikke på at jeg har!)

Fik et råd fra lægen: Kog ingefær i vand, lav grøn te af vandet, og sød med 2 (skriver TO) spiseskefuld honning. Drik sådan en kop om dagen.

Kom igen om en uge, hvis det ikke er blevet bedre!
--------------------------------------
Jeg har stadig ingen stemme!

Det er så irriterende. Mine kolleger passer på skift min telefon. Og så sidder jeg meget tavst hele dagen og passer mit arbejde.

Jeg prøver at holde min mund, men det er altså meget svært!

Idag skal jeg til lægen, selvom jeg ikke tror på, at hun kan trylle en stemme frem.

Jeg tror, at Ursula har taget den.....men fik den lille havfrue ikke tynde lange ben i stedet for sin stemme?

Hvad har jeg fået....ingenting!



Og dog...jeg har vist fået Ursulas overkrop....

Lene

torsdag den 10. maj 2012

Check lige det her ud

Bettina har skudt en hurtig give-away igang.

Jeg glæder mig til at vinde.....




Lene

onsdag den 9. maj 2012

En stille tåre

Det er meget trist at skulle pakke mit elskede krearum ned og vide, at der ikke bliver plads til det i den nye lejlighed.

Jeg har smidt en masse ud! og kan nu have "krearummet" i 3 lave bedroller og en høj bedroller.

"Lykken var....."
Der var en gang...

Men oveni det så har jeg mistet min stemme!

Jeg har idag bedt min kollega passe min telefon, fordi det simpelthen gør ondt i mit stemmebånd (kan man egentlig have ondt der?), når jeg taler for meget....taler og taler...siger lyde.

Så jeg er meget stille, og folk tror, at det er, fordi jeg er sur...hmm måske jeg taler for meget i det daglige hi hi.

Igår blev jeg opmærksom på noget, som hedder "Flash mob". Jeg anede ikke, hvad det var!! Den ældste kiggede underligt på mig, for han vidste godt, hvad det var.

Jeg googlede det, og det er en gruppe af mennesker, som ikke nødvendigvis kender hinanden, som pludselig samles og opfører en event/happening, og derefter spredes igen. Oftest får de kontakt via Facebook.

Prøv at google "flash mob" på you tube, og se de videoer, som ligger der.

Men prøv at se den her og se folks reaktion.

Lene


lørdag den 5. maj 2012

Sko.....

Note til mig selv:

Husk at du og resten familien har nok sko!!!!

Eller også: Husk at smide sko ud du ikke går med!!!

Lene

PS: På billederne mangler: en fyldt sort sæk til skrald, og en fyldt sort sæk til Rumænien ....og der er flere i skabet!!!



Mac etui



Jeg fik en bestilling på et etui til en Mac.

Min datters veninde ville så gerne have et.

Nu mangler det kun elastik, men det klarer hun selv.

En dag kommer der en DIY på de små hvide telte i mønstret. Jeg overvejede dem i flere timer, og bilder mig ind, at de er min "opfindelse"...

Lene

tirsdag den 1. maj 2012

Undskyld, men du ligner lort...

næsten sådan sagde den evigt snakkende apoteker dame til mig.

Jeg kom kun ind for at købe høfeber medicin....står på vores fine nye store apotek i Herlev...og nyser højt.

En apoteker går hen til mig....altså jeg står bagerst i apoteket med min nummer i hånden...nej det var slet ikke min tur endnu.....så hun forlader altså desken og kom direkte hen til mig....på et fyldt apotek!

Og siger: "Der er lige noget, jeg vil vise dig"

Øh..mig???? ja ja

Og hen går vi til hylden med Vichy produkter...

for hun vil lige vise mig "Vichy's nye øjencreme til trætte og hævede øjne"

?????

Øh....tak....eller noget.

Jeg nøjedes nu alligevel med min høfeber medicin...og har nu fået min årlige indsprøjtning....om det hjælper på de hævede øjne, kan jeg jo kun håbe på.

Godt man ikke tage "opmærksomhed" af den slags ilde op. Faktisk synes jeg, det var ret sjovt.

Note til mig selv: Husk at tage mascara på, når du går på apoteket!

Lene
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...